Roman i jeg-form, hvor fortælleren er den næsten 60-årige amerikanskjødiske forfatter Citrine, der har tjent virkelig godt på et par kassesuccesser, men alligevel bor i Chicago. Forskellige dyre venner og især hans exhustru er dog godt i gang med at beslaglægge pengene, og en af byens gangstere begynder også at misbruge ham. Citrine er en rastløs intellektuel, der tænker og taler i det uendelige, mens omverdenen udnytter hans naive redelighed. Bl. a. tænker han meget på sin afdøde digter-ven Humboldt, der efter bedste amerikanske tradition var ung og genial og siden gik i hundene. Men først da han selv er på vej ned og sidder på en pension i Spanien tappet for penge og forladt af den skønne elskerinde Renata, der absolut ville giftes og derfor tog en rig bedemand, da Citrine tøvede, så kommer den i titlen omtalte gave eller arv ind. Det viser sig at være to filmsynopser, hvoraf han selv har været med til at lave den ene, og det giver atter kasse. Denne noget kulørte handling erden tynde røde tråd, der snor sig gennem de ca. 500 sider, som både handler om Citrine, Humboldt og deres kreds, men som også rummer små indbyggede essays om alt muligt bl. a. teosofi, amerikanske moralbegreber, kultur og politik. Bogen er med sine utallige digressioner og intellektuelle form og begrebsverden ret tung læsning, og den forekommer mig mere løst snakkende og mindre vedkommende end den beslægtede Herzog, som man kan skele til, når ex.-tallet skal fastsættes i alle slags biblioteker.