Bogen er et engageret og dybt personligt indlæg i debatten om demente ældre og den måde, vi behandler dem på. Forfatteren skildrer morens sygeforløb, og hovedanken er den overdrevne medicinering, der efter forfatterens mening, finder sted på plejehjemmene. En medicinering, der doper de ældre, gør dem fysisk svage og frarøver dem den sidste rest af værdighed. Tonen i bogen er ikke indigneret, snarere fortvivlet og desperat, fordi forfatteren midt i sit følelsesmæssige engagement udmærket godt kan se de problemer, som plejepersonalet står i, og som de må finde handlemuligheder ud af. Problemerne med urolige - ofte voldelige - demente ældre, som skal fungere sammen med normale ældre på de samme afdelinger. Så det er en nuanceret kritik, der rettes mod systemet. I dette tilfælde det norske omsorgssystem, men som er så lig det danske, at erfaringerne umiddelbart kan overføres. Emnet demens er overordentligt velbeskrevet, også personlige beretninger som denne er der udkommet mange af i de seneste år. Maria Hellebergs At gå i barndom, (97/49), er umiddelbart mest sammenlignelig med den aktuelle.