Bibelen siger faktisk ikke noget om barnedåb, og netop derfor er det et spørgsmål, der sætter skel mellem kristne. Leif Andersens anledning til at tage det op er da også forskellige kristne sekters afvisning af barnedåben. Selvom Andersen, der som underviser på Menighedsfakultetet i Århus må siges at tilhøre folkekirkens mere faste fløj, selv er overbevist om barnedåbens vigtighed, argumenterer han åbent og uden at angribe andre holdninger. Der er efter hans mening fire grunde til at døbe børn: "Børn behøver frelse", "Dåb frelser", "Børn kan tro" og "NT forbyder os ikke at døbe vores børn" er titlerne på de fire hovedkapitler i bogen, hvor han med bibelcitater underbygger sine holdninger. At han lander sit skrift så sikkert skyldes hans stadige vished om de paradokser, der gemmer sig i kristenhedens splittelse. Andersen er både konsekvent i sine holdninger og skarp i sine ord. Han argumenterer godt for sin sag, men hans bog kan i lige så høj grad ses som en opfordring til at føre en mellemkristelig diskussion. Folkekirkelige kredse som alvorligt ønsker at benytte Bibelen som vejleder i det praktiske liv, har her et godt redskab. Det flertal der er mere indifferente, vil derimod næppe interessere sig for den.