Hvor langt ville du gå for at dække over beskidte seksuelle hemmeligheder? Ville du ty til vold, afpresning eller mord? Krimi-debut, der henvender sig mest til femikrimi-segmentet.
Line Vester Larsen, der er uddannet kommunikationsrådgiver, debuterer med denne krimi, der foregår under en hedebølge i København. Politiassistent Britt Østerby og hendes makker Oliver Lindberg får deres sag for, da en ung kvindelig studerende stikkes ned i Frederiksberg have. Efterforskningen står først i stampe, men udvikler sig så dramatisk, da endnu en kvinde findes myrdet og Oliver selv bliver indblandet i sagen. De nye spor trækker dels tråde til højtstående medarbejdere i finansverdenen og dels til sugardating-miljøet, som begge piger angiveligt havde en tilknytning til. Britt og Oliver må sætte alt andet tilside for at indfange den skruppelløse bagmand, der ikke skyer nogen midler for at fjerne ethvert vidne til sagen.
Letlæst og plotmæssigt lettilgængelig krimi i et friskt, humoristisk sprog, med en del klicheer. Bogens detaljerigdom og et lidt kønsstereotypt og karikeret persongalleri trækker spændingskurven en anelse ned og placerer fortællingen i midten af det store danske spændingsfelt.
Med sin sammenblanding af familieforhold og efterforskning minder denne fx om Skyggemanden.