Findebog til at gå på opdagelse i for børn fra 3-5 år. Klare farver og store solide papsider lægger op til en fornøjelig snak og jagt på detaljer. Med det farvestrålende omslag og god bagsidetekst kræver bogen ingen formidling overfor målgruppen.
Vi følger børnene Klara, Tobias og deres venner og familie på værkstedet, i børnehaven, på byggepladsen og til julemarked i byen. På hvert opslag gælder det om at finde den lille boremaskine, samt mange andre sjove og pudsige detaljer, som er beskrevet i den korte tekst. Sød tysk billedbogsstreg med mange farver, glade børn, voksne og dyr. Der foregår meget på billederne, men ikke mere end at læseren kan finde det, der opfordres til at lede efter. I baggrunden kan man bl.a. følge en flok mus, der har de samme udfordringer og gøremål som menneskene. Det er 10. bog i samme stil af tyske Joachim Krause, og i samme serie findes flere af andre tegnere.
Der udkommer mange findebøger til at gå på opdagelse i, også mange i samme stil som denne for de lidt mindre børn. Nogle af bøgerne i samme serie har kighuller, der kan bruges fra begge sider, lidt af en koordinationsudfodring for tegnere - disse huller er ikke i nærværende bog.
God og solid findebog som vil finde lånere på alle børnebiblioteker og holde til mange udlån.