Handlingen i Hymnernes hersker er så spændende, at man nærmest er nødt til at læse samtlige 277 sider i et stræk. Det er en meget velskrevet fantasy roman med en ca.16-årig pige som hovedperson. Fra tidernes morgen har der eksisteret ni kræfter, der hver behersker en del af naturen. Disse kræfter eller hymner er delt mellem en lang række sangere, men hvis de samles hos én person, kan denne person gøre hele folket til slaver. Hovedpersonen Calwyn prøver, sammen med sine venner, at forhindre en gal mand i at komme til at beherske samtlige kræfter. Budskabet er, at nok skal man kæmpe for at standse krig og sult i verden, men det gøres bedst, når alle kræfter arbejder sammen om en sag, og ikke ved at give magten til en enkelt mand. De mange samfund, som Calwyn og vennerne besøger på deres rejse, beskrives indgående, så læserne får et godt indblik i det mystiske univers. Handlingen foregår i en ubestemmelig fortid, hvor skibene fører sejl, og de fleste af nutidens tekniske hjælpemidler er ukendte. Bogens forside, der viser et landskab indhyllet i tåge og en kappeklædt mand i baggrunden, vil helt sikkert sælge bogen til de mange fantasy-læsere fra 13 års alderen, og de vil ikke blive skuffede.