Bogen kan inspirere både dem der ønsker at styrke deres egen kreativitet, og ledere der ønsker mere kreativitet i deres virksomhed.
Lene Tanggaard er professor i pædagogisk psykologi og rådgiver om kreativitet, innovation og læring, mens Christian Stadil ejer Thornico A/S, hvis mest kendte brand er Hummel. Begge har andre udgivelser bag sig. For at undersøge hvad der fremmer kreativitet, har de interviewet en række danske kunstnere, designere, direktører m. fl., der også klarer sig godt i international sammenhæng. De interviewede kommer selv til orde i citater, hvorefter forfatterne i slutningen af hvert kapitel samler op på pointerne. Hovedkonklusionen er, at kreativitet kan læres, og at man bedst fremmer den ved at bevæge sig på kanten af det eksisterende, gerne i samarbejde med nogen der er forskellig fra én selv. Teksten er velskrevet uden tung teori, og kapitlerne har gode, inspirerende overskrifter, der straks får læseren til at gå videre. Bogen er illustreret med relevante fotos med ret forskelligt udtryk, og dens layout er pænt.
Der er udkommet mange bøger om kreativitet og hvordan ledere kan skabe de bedste betingelser for dens udfoldelse i de seneste år, og der er godt gang i udlånet af dem. Denne skiller sig ud ved de mange interviews og sin ligefremme og let tilgængelige stil med et klart budskab.
Det er en inspirerende og velskrevet bog om, hvordan man kan fremme sin egen kreativitet eller kreativiteten i en virksomhed.