Billedbog til de 3-5-årige. Den giver indblik i en detalje i ulvenes liv. Måske kan børn overføre det, at blive modig, på sig selv.
Forfatteren skriver børnebøger i flere genrer og til flere aldersgrupper, fx billedbogen Dragebjerget, 1996, med anden illustrator. Nu illustrerer Tim Vyner, kendt fra Langøres ønske, 1998. Ulvehvalpen er urolig og kan ikke sove, så ved ulvefar, det er tid til at drage til toppen af verden med hvalpen, hvor den skal synge med de voksne ulve. På turen er hvalpen utryg og skræmt over lyde og skygger. Ulvefar forklarer og vejleder. Oplevelserne udvikler hvalpen, der føler sig stor, efter at have hylet med de voksne. Teksten er formet som en dialog mellem far og hvalp, markeret med to forskellige satstyper. Den er skrevet i et velformet, stramt sprog. Illustrationerne er akvareller i mørke nat-nuancer. Stilen er tillempet realisme, og de udstråler stemninger, der stemmer overens med teksten. Illustrationerne udfylder oftest det meste af siden, teksten er placeret under. Forsiden viser ulvefar og hvalp under fuldmånen. Bagsideteksten angiver bogens tema.
Forfatterens andre billedbøger har også dyr som hovedpersoner. Billedbøger med tema at blive voksen er bl.a. Lille Bjørn, stor bjørn, 2000 og Lille Løve gør ligesådan, 1999.
Det er en traditionel og enkelt udformet billedbog, der stemningsfuldt viser en facet af en ulvehvalps liv. At blive modnet gennem oplevelser vil nogle børn kunne overføre på sig selv.