Samtalerne der har forholdet mellem kunsten og samfundet som overordnet tema henvender sig nok mest til kunst- og litteraturstuderende på universitetsniveau og til læsere af Claus Beck Nielsens avantgardistiske forfatterskab.
Per Holm-Pedersen er redaktør af internetmagasinet Turbulens.net, hvor han løbende har bragt samtaler med Das Beckwerk, alias Claus Beck-Nielsen og kunsthistorikeren Mikkel Bolt. De gengives her i redigeret form og blandt emnerne er hvordan kunstneren kan og skal reagere på politiske forhold med diskussioner af forbindelse mellem terroraktioner og moderne kunst, der trækker linjer bagud i kunsthistorien. I en anden samtale diskuteres de kunstneriske og filosofiske bestræbelser på at undslippe den stabile identitet og subjektivitet. Flere af samtalerne tager udgangspunkt i Beck-Nielsens litterære happenings, fx hans indførelse af demokratiet i Iraq og i hans identitetsskift. Samtalerne bevæger sig på et temmelig højt abstraktionsniveau, men bæres også af en underliggende finurlig humoristisk tone.
Claus Beck-Nielsens forfatterskab omfatter bl.a. romanerne Selvmordsaktionen, 2006 under navnet clausbeck-nielsen.net og Suverænen, 2008 udgivet af Das Beckwerk.
Det er de store spørgsmål om forholdet mellem kunsten og virkeligheden og kunstnerens rolle i samfundet, der er oppe at vende i disse samtaler, der kredser om kunstneren Claus Beck-Nielsens forfatterskab.