Siden den opsigtsvækkende dokumentarfilm Fogh bag facaden om magtspillet op til og under det danske EU-formandskab blev vist i tv, har der været fokus på uoverensstemmelserne mellem den danske statsminister og udenrigsminister og om det traditionelt anspændte forhold og magtkampen mellem de to ministerier i EU-politikken, der kulminerede under topmødet i København. Bogen går ind i og analyserer videre på forholdene og går indledningsvis tilbage til perioden omkring Danmarks forrige formandskab kort efter tiltrædelsen af Edinburghaftalen i 1993 under en nyvalgt Nyrup Rasmussen. Han overtalte tyskerne til, at et af de baltiske lande skulle deltage af symbolske grunde, og det var nok medvirkende til, at en proces med den "store" model med mange landes optagelse alligevel blev en politisk realistisk mulighed. På baggrund af en masse velresearchede insideroplysninger opruller de to velskrivende forfattere og journalister hele forløbet så at sige set indefra i de ministerielle og EU-diplomatiske gemakker, hvor Danmark med en helt nyvalgt Fogh Rasmussen i spidsen har spillet en sjælden og helt central rolle på den internationale scene. Det er ustyrligt spændende, hvis man har den mindste interesse i det politiske håndværk og dets særlige vilkår.