Romanen I virkeligheden har en potentielt bred læserskare og kan læses af de fleste voksne, der interesserer sig for livet som sådan og gerne hører om, især unges, søgen efter identitet og roller.
Torben Munksgaard har skrevet flere anmelderroste romaner, og hans nye bog, I virkeligheden, er også glimrende. Det er en kollektivroman, hvor læseren igennem flere kortere historier følger nogle kunststuderende på Københavns Universitet samt nogle af underviserne og det administrative personale samme sted. Fælles for disse personer er, at de gemmer på hemmeligheder og løgne og at livet ikke helt har ført dem derhen, hvor de ønsker at være. Så romanen handler om at finde sin identitet og rolle, eller at forsøge at ændre disse, hvad enten man sidder i et job, har afsluttet uddannelsen eller stadig hænger i i studierne. Hovedpersonerne i de enkelte historier optræder som bipersoner i nogle af de andre historier i romanen.
Der er udkommet flere kollektivromaner af danske forfattere. Eksempler er Lone Aburas Den svære toer, 2011, Bent Hallers Rakkerpakhuset, 2009 med mange flere.
Torben Munksgaards nye roman I virkeligheden er godt skrevet og med interessante personer, hvor fokus skifter, løgne bliver afdækket og virkeligheden trænger sig på alt efter hvilken persons historie, vi følger som læsere.