Mor/datter - eller mor/barn - forholdet skildres her sødt og dejlig ukompliceret som et barns essentielle behov, der i dette tilfælde kan stilles af en rød striktrøje fabrikeret af en mor med dronningekrone. Næsten som et eventyr balancerer teksten på kanten af det konkrete og det symbolske og giver billederne rig mulighed for at iklæde fortællingen eventyrelementer og fortolkningsmuligheder. Fx er det billedernes idé, at familien er kongelig. Ida fryser i den kolde sne. I jagten på varme følger hun en rød tråd, der leder fra billede til billede historien igennem, fra kragen i skoven, stenløverne foran slottet osv. op til slottet og ind til far, kokkepige, søster og lillebror. Ida spørger hvert sted, hvordan de holder varmen, men får ubrugelige svar. Først hos mor ender den røde tråd og Idas forfrosne trængsler. Illustrator har løst opgaven med original omtanke. Ved at anbringe hvert billede i skiftende rammer, understreger ill. det symbolske eller billedmæssige i fortællingen - og så er det flot at se på. En bog der vil varme både mødre og børn fra 3-4 år.