Ind i det ydre : kirke, kamp og krop

Et kirkepolitisk indlæg om folkekirkens fremtid der iflg. biskop Jan Lindhardt afhænger af om kirken er i stand til at tage konsekvensen af den tid og virkelighed den eksisterer i. Set i langt historisk perspektiv skildres kirkens manglende tilslutning i dag som et resultat af splittelsen mellem sjæl og krop der har henvist troen til det enkelte menneskes indre, uafhængigt af kirken. JL udpeger herefter de muligheder kirken har for at genindtage sin samfundsforandrende rolle som formidler af evangeliet. Den position finder JL i en bevægelse bort fra det indre mod det ydre, sanselige og kropslige som det fx giver sig udtryk i kirkens rum og ritualer. Og han ser det som en nødvendighed at kirken "overgiver sig til sin samtid" og som medium uden berøringsangst spiller på virkemidlerne i den postmoderne, medieskabte, udvendige synlighedskultur, såsom reklame, kunst og eventlignende arrangementer. En fortsat sammenhæng mellem stat og kirke ses som kirkens legitimering. Sprogligt er bogen venlig overfor sin læser trods den akademiske, henvisende form. Men indimellem griber man sig desorienteret i at ønske at forf. hellere ville formulere sig klart og præcist end løst og venligt.

Read the full assessment

Folkekirkens fremtid er afhængig af om kirken er i stand til at tage konsekvensen af den tid og virkelighed, den eksisterer i, siger forf. i dette kirkepolitiske indlæg. Kirken er nødt til at formidle sit budskab fra generation til generation og midlerne skal være tilpasset det omgivende samfund. Derfor vil forf. undersøge, hvad det vil sige at være kirke i det moderne samfund, hvor det er vanskeligt at formidle troen på og kærligheden til det kristne budskab. I denne nye udgave er et enkelt afsnit gennemskrevet, og der er tilføjet et nyt om kirken og det danske samfund. Heri argumenteres for at kirken skal blive i samfundet, for hvordan skulle man ellers kunne skabe mødesteder for de folk, der ikke umiddelbart kommer til gudstjeneste hver søndag? Biskoppen mener, at man skal styrke kirkens kontaktflade og dermed evnen til at kunne fortælle sig selv og andre, hvor vigtig kristendommen er. Jeg synes det er et spændende og vægtigt bidrag til den standende diskussion om kirken som institution og adskillelsen mellem kirke og stat. Iflg. forf. er der ikke noget at være bange for, for folk er sultne efter at høre noget, der går ud over dagen og vejen. Kirken skal blive i samfundet.

Read the full assessment