Folkekirkens fremtid er afhængig af om kirken er i stand til at tage konsekvensen af den tid og virkelighed, den eksisterer i, siger forf. i dette kirkepolitiske indlæg. Kirken er nødt til at formidle sit budskab fra generation til generation og midlerne skal være tilpasset det omgivende samfund. Derfor vil forf. undersøge, hvad det vil sige at være kirke i det moderne samfund, hvor det er vanskeligt at formidle troen på og kærligheden til det kristne budskab. I denne nye udgave er et enkelt afsnit gennemskrevet, og der er tilføjet et nyt om kirken og det danske samfund. Heri argumenteres for at kirken skal blive i samfundet, for hvordan skulle man ellers kunne skabe mødesteder for de folk, der ikke umiddelbart kommer til gudstjeneste hver søndag? Biskoppen mener, at man skal styrke kirkens kontaktflade og dermed evnen til at kunne fortælle sig selv og andre, hvor vigtig kristendommen er. Jeg synes det er et spændende og vægtigt bidrag til den standende diskussion om kirken som institution og adskillelsen mellem kirke og stat. Iflg. forf. er der ikke noget at være bange for, for folk er sultne efter at høre noget, der går ud over dagen og vejen. Kirken skal blive i samfundet.