Den canadiske forfatters opsigtsvækkende navn skyldes, at hun er af indiansk afstamning, og begge dele passer godt til hendes profil som terapeut i new age-regi, hvor indianere tillægges at have særlig adgang til urkraft og spiritualitet. Udgangspunktet for bogens vejledning er et digt, hun skrev i skuffelse over en fest, hvor overflade og forstillelse havde præget den overvejende kommunikation. Mountain Dreamer inviterer til et liv, hvor man med mod og selverkendelse lægger den ydre maske og arbejder hen imod en tilværelse, hvor man først og fremmest er tro mod sig selv og sine drømme. Processen foreslås understøttet af meditation og bøn, men da hun især bruger sit eget dramatiske liv og sin erfaring som terapeut for voldsramte kvinder som reference, vil hendes primære læsere være klienter med behov for professionel hjælp.