Når man står på revet kan man vælge to veje,at gå tilbage mod den trygge kyst eller begive sig ud på det dybe vand. Digte i spændingsfeltet mellem trygheden og usikkerheden. Til læsere af ny lyrik.
Ingen mand er en ø, men hvad sker der ude ved revet, hvor vandet begynder, men hvor man stadig har fodfæste? I Pernille Abd-El Dayems digtsamling bliver temaer som familie, trygheden og usikkerheden sat i spil i en bog, der i små fortællende digte kommer med historier fra barndommen om at være elsket, beskyttet. Bogen foregår i tre afsnit "Ude på revet","Lille brænding" "brænding" og "Inden for revet". Karaktererne i bogen er dels et jeg men i høj grad også jegets familiemedlemmer, venner og de relationer og bånd de har. "Inden for revet" er Pernille Abd-El Dayems første bog.
Sproget i bogen er eftertænksomt og komplekst, og det er en bog, man skal læse nogle gange for at se sammenhængene. Abd-El Dayem skriver intenst og fortættet, og det er i høj grad også det, der ikke bliver skrevet, der har betydning. Stilen i bogen er ikke direkte minimalistisk, men har en fin kort og beskrivende tone.
Stilen i bogen kan minde om den, man finder i Helle Helle og Naja Marie Aidts bøger.