Ingen har større kærlighed : hvordan min familie overlevede folkedrabet i Rwanda

Personlig beretning fra folkemordet i Rwanda i 1994, og om religionens og troens betydning for katastrofen. Til læsere, der ønsker perspektiver på folkemordet, her med en religiøs vinkling.

Tharcisse Seminega, der selv er tutsi, oplevede på første hånd folkemordet i 1994 i Rwanda. Her fortæller han om nogle af de mekanismer, der lå til grund for katastrofen. Som tidligere katolik, omvendt til Jehovas Vidner, fortæller Seminega sin historie, så også religionens betydning får en fremtrædende plads som forståelsesramme for folkemordet. Seminega beretter, hvordan hutier og tutsier levede i relativ sameksistens i årene inden folkemordet, selvom tutsierne blev favoriseret af den belgiske kolonimagt og ofte undertrykte hutierne. Men alt dette ændrede sig, da Belgien opgav kolonimagten og Rwanda fik selvstændighed. Seminega fortæller også om de tilfælde under krigen, hvor de to grupperinger, med fare for eget liv, beskyttede hinanden, og om tiden efter, hvor sårene skulle heles. Indeholder historiske dokumenter og tidslinjer.

Historieskrivning, hvor man er personligt indblandet, er et komplekst forehavende, og Seminega gør fint opmærksom på, at hans beretning er personlig, mens han inddrager andre vidnesbyrd. Det er voldsom læsning, der dog også viser, at vi som mennesker besidder, om ikke lige dele, så i al fald kapacitet for både uhyrligheder og stor medmenneskelighed og empati. En bog, der gør stort indtryk.

Interesserede bør også læse Folkemordet i Rwanda.

Read the full assessment