17-årige Lucy føler sig usynlig og ensom i gymnasiet. Da hun endelig tager mod til sig og besøger virtual reality centeret Mars, finder hun både mod til at springe ud i udfordringerne og forelsker sig i den Zack, som tidligere har været mistænkt for mord. Spændende virtual reality roman for alle fra 14 år.
Lucys far er indædt modstander af virtual reality og er sikker på, at det både er livsfarligt og afhængighedsskabende. Lucy elsker sin lillesøster Jasmin og sin mor, men må kæmpe mod sin far bare for at få lov til at have en laptop til skolearbejdet. Lucy har kun én ven, Matthias. Matthias og Lucy hænger ud næsten hver dag, men han har svært ved at acceptere, at hun ikke gengælder hans følelser. For at gøre oprør mod sin far, vælger Lucy at besøge virtual reality centeret Mars. Her bliver hun midtpunkt i en strid mellem grundlæggerens sønner. Den ene er vred og opfarende. Den anden indladende og venlig. Lucy tager udfordringen op og forsøger at trænge ind gennem Zacks aggressive facade.
Underholdende bog for alle, der er vilde med virtual reality og computerskabte verdener. Historien indfrier desværre ikke helt sit potentiale, og sprogligt er niveauet ikke lige højt hele vejen igennem bogen. Beskrivelserne af de virtuelle verdener er dog helt forrygende. Den danske forfatter har tidligere skrevet fantasyserien "Dødssejleren", hvor bind 1 er Dødssejleren - sjælens håb.
Der findes bedre bøger om virtual reality, fx Ready player one af Ernest Cline.