Italien er karakteriseret ved sin mangfoldighed af vine, og for vin-interesserede er det en udfordring at gå på jagt efter kvalitetsvine i et land hvor hver af de tyve regioner har egen vinproduktion og ofte med egne druetyper. Det dansk-italienske ægtepar, Helle og Alfredo Tesio, hjælper vinforbrugerne godt på vej med denne guide der gennemgår støvlelandet region for region fra nord til syd. Efter en kortskitse og en generel karakteristik af regionen følger først en typisk madopskrift fra området, og så det der er vigtigst i denne sammenhæng, en gennemgang af udvalgte, klassificerede vine fra området med en række oplysninger i skemaform om bl.a. produktion, druer og alkoholindhold, og angivelse af navne på producenter og anbefalinger af gode køb. Bagerst finder man en miniordbog over vinudtryk og et omfattende register. Bogen omtaler væsentligt flere vine og producenter end forgængeren Tesios italienske vine (1999). Der er et par andre nyere vinguider og bøger om italienske vine, bl.a. Carlo Merollis leksikalske Italiens vine, (1999) og danskeren Finn Klysners noget større Italiens vine fra nord til syd, (2000). Alligevel tror jeg også på efterspørgsel efter denne, om ikke andet fordi der hele tiden kommer nye spændende italienske vine og producenter til.