Klokken er næsten 12 om natten. På marken udenfor kirkegården er der en frisk grav. Jakob og Kalle er ude - helt alene. Så kommer der nogen, som går helt hen til graven. Gyser - især for de 6-7-årige.
Gyser af Per Østergaard, som har flere end 100 bøger bag sig. To drenge er på vej hjem fra en ven midt om natten, da de opdager en ny grav et underligt sted, nemlig udenfor kirkegården. Da drengene vil undersøge graven nøjere, opdager de to store elever fra skolen, som går hen til graven og lægger blomster. Bagefter sker der noget mærkeligt ved graven: Først dukker en hånd op, og så kommer en hel skikkelse langsomt frem af den mørke jord. Bogen har lix 7 og mange billeder. Den tilhører serien: "Lille Dingo. Gys og gru".
En rigtig god, let gyser. Uhyggelig og med en fin og en lille, overraskende pointe. Tilpas klam og tilpas fredfyldt afslutning. Lars Samsøes illustrationer er fremragende: flotte, realistiske og møg-uhyggelige.
Læs også gyseren om de samme to drenge: Jakob og Kalle - den gyldne hånd - samme stil, samme uhygge. I stil og sværhedsgrad kan historierne minde om flere fra forlagsserien "Mini-gys" fra Cadeau.