"Søren Lampe har langt fra en »klassisk« croon-stemme som Bobo Moreno, men han lyder til gengæld ikke som nogen anden, og så kaster han sig på ukuelig vis ud i et både smagfuldt og smagløst repertoire. På sit tredje album - med en titelhenvisning til hedengangne Jan Johanssons »Jazz på Svenska« - tager Søren Lampe et dansk repertoire under kærlig behandling. Han lægger ud med Carl Nielsens og Jeppe Aakjærs »Jens Vejmand«, og, ja, den skal man lige tage en gang til, men så bliver man også lidt bidt af den. Basunisten Steen Hansen har skrevet det effektive arrangement, og der kommer både drive og funk i den sørgelige historie. Og så er det generelt et flot musikerhold, Søren Lampe omgiver sig med, herunder den alt for sjældent hørte pianist Kasper Villaume ... Jo, Søren Lampe står da for en blandet landhandel. Men den er helt hans egen".