Billedbog for børn i førskole- og indskolingsalderen. Det er en herlig fortælling om, hvordan vi alle sammen - børn som voksne - har brug for hinanden til hjælp, trøst og støtte. Bogen er delt i to dele. I den første del præsenteres alle personerne. Siderne begynder alle sammen med: "....har brug for" med efterfølgende begrundelse. Først præsenteres fortælleren, som er en pige, der hedder Sally. Hun har brug for lillebror til at hjælpe sig med at finde sine ting og sager, når hun skal til fodbold. Lillebror har brug for storebror Mathias, som har brug for - osv. Der nævnes mor, naboen, pigen Caroline, der lufter naboens hund, Carolines storesøster, hendes ven Kalle, Kalles far og Kalles mor. Alt er idyl, fordi alle hjælper alle. Men der kan komme grus i maskineriet, hvis en i rækken pludselig bliver sur, eller andet går galt, så starter den dårlige cirkel. Det handler den sidste del af bogen om. Tekst og illustrationer spiller meget fint sammen. Illustrationerne er i størstedelen af bogen farvelagte tegninger, som fylder hele siderne ud. Målgruppen vil både ved hjælp af tekst og illustrationer fint kunne identificere sig med både personer og miljø.