Jeg kan høre havet

Jeg kan høre havet er en japansk tv-animé fra 1993. Den mere udbredte engelske titel er Ocean waves, men under alle omstændigheder er der tale om en lavmælt, eftertænksom ungdomsfilm, der er så fjernt, som tænkes kan, fra de mere ekspressive og voldsladede japanske tegnefilm. Målgruppen er bredt unge, men især yndere af japansk animé vil vide at værdsætte den sprøde poesi og det forfinede formsprog.

"Jeg og Matsuno så Rikako, da vi gik andet år i gymnasiet", fortæller den nu nogle år ældre Morisaki og ser tilbage på de begivenheder, som har pigen Rikako i centrum, og som satte de to drenges venskab på prøve. Matsuno er nemlig forelsket i Rikako, og det er Morisaki også, men uden rigtigt at ville være ved det. Jeg kan høre havet er i streg og design sammenlignelig med en velkomponeret tegneserie, hvilket bl.a. skyldes, at den er et forsøg på at lave forholdsvis billige tegnefilm for tv. Det betyder, at animationen flere steder er yderst sparsom, men æstetisk fungerer de lidt stillestående billeder optimalt og bliver til en særegen smuk stil. Til gengæld fremstår underlægningsmusikken flere steder som en besynderlig, fejlplaceret muzak.

Filmens struktur med en reflekterende fortæller omkring et trekantsdrama kan lede tanken hen på Truffauts Jules og Jim, og i det hele taget kan handlingstrådene minde lidt om fransk nybølge anno 1960'erne. Eller om Nils Malmros' film.

Smuk og stille (nogen vil mene meget og endog for stille) ungdomsfilm, der hermed anbefales for stil og sjæl.

Read the full assessment