Arriettys hemmelige verden er en filmatisering af Mary Nortons børnebog Lånerne. Filmen henvender sig til børn fra 7 år, men kan sagtens ses af yngre børn sammen med deres forældre.
Lånerne er små bitte mennesker, der lever af at låne de mest basale ting for at overleve. De er ikke mere en 10 cm. høje og bor skjult for menneskene. Arrietty bor med sin mor og far under gulvbrædderne i et gammelt hus. Da hun skal på sin første lånemission, møder hun drengen Sho. Et skrøbeligt venskab opstår, men det har alvorlige konsekvenser for Arrietty og hendes familie.
Hayao Miyazaki har skrevet manuskriptet til filmen, og den minder også lidt om hans andre film Min nabo Totoro og Chihiro og heksene dog ikke helt så genial. Arriettys hemmelige verden er en meget smuk og fængslende film, som alle børn vil elske. Karakterene i filmen har dybde, og verden fremstår ikke bare sort og hvid. Universet er fortryllende, men stadig med fokus på hverdagens små og store problemer.
Arriettys hemmelige verden er en fantastisk fortælling, der både kan underholde og berige seerne, voksne som børn. Her kan man virkelig få en god oplevelse sammen med sit barn. Denne film hører bestemt til på bibliotekernes hylder lige ved siden af de andre fantastiske japanske tegnefilm.