En ung kvinde skal for første gang møde sine svigerforældre. Hun har stort set allerede besluttet sig for at gøre det forbi med kæresten, men tro nu ikke, at der er tale om en banal parforholdshistorie. Det er en meget anderledes thriller, der her præsenteres for rædselsjunkies af enhver art, som kan kapere en udfordrende tekst.
Canadiske Iain Reid lagde et par halvbiografiske bøger bag sig inden han fik omgående succes med sin første roman, som er en isnende underspillet thriller, der former sig som en ung kvindes indre monolog, som den forløber på en tur, som hun forventer bliver det første og sidste besøg hos forældrene til en kæreste, hun er fascineret af, men alligevel ikke ser nogen fremtid med. Reid arbejder med det sansede mere end det beskrivende, og med en kompleks komposition, som sammen med fortællerens intuitive tone skaber den usikkerhed, som føder uhyggen.
Reid er en fremragende stilist, der fortæller sin historie gennem en kvindes tankestrøm, men især mod slutningen manøvrerer han handlingen fermt ind i et område, hvor tvivlen omfatter identitet, køn og virkelighedsopfattelse. Den ydre handling er enkel, men det bliver måske netop derfor en fremragende thriller, som kræver noget af læseren, men som til gengæld vil tiltale mange også udenfor det brede krimisegment.
Et andet godt bud på en litterært udfordrende thriller, med snigende personlighedsforstyrrelse som omdrejningspunkt er Terapien.