Bogen er blevet til, efter at Gertrud Købke Sutton i 1993 arrangerede en retrospektiv udstilling af Jens Søndergaards malerier. Den viser mange sider af Søndergaard (1895-1957), som de fleste forbinder med hans ekspressive landskabsbilleder fra Thy og Vesterhavet, malet med mørk og stærk kolorit. Men han har også malet mange billeder fra København, hvor han havde atelier ved Rådhuspladsen, og han har malet nogle intense portrætter. Gertrud Købke Sutton lægger ikke skjul på, at hun i starten fandt nogle af hans billeder skæve og uegale, men jo mere hun beskæftigede sig med dem, des mere interessant fandt hun Søndergaard som maler og menneske. Det argumenterer hun meget overbevisende for i sin gennemgang af de enkelte billeder. Hun viser, hvordan billederne er mere end bare naturalistisk-ekspressionistiske, at de også har et eksistentielt indhold. Ca. 80 malerier er gengivet. Grethe Zahle Himlens spejl (1994) omhandler Søndergaards tegninger og akvareller.