Jolene er henvendt til alle, der holder af en dramatisk roadmovie og kærlighedsfilm fra det amerikanske ingenmandsland. Formidles sammen med værker af E.L. Doctorow samt temaer som identitetsdannelse, rodløshed og USA i 1960'erne.
Smukke Jolene er vokset op hos en voldelig plejefamilie. Som 15-årig gifter hun sig med den umodne Mickey. Hun forføres af Mickeys ældre onkel, og må forlade det fælles hjem. Jolene indlægges på en anstalt for unge piger, hvor hun forføres af den kvindelige sygepasser. Hun bruger forholdet som billet til friheden. Det bliver starten på hendes rejse gennem USA, fra det ene umulige, forliste ægteskab til det andet. Jolenes eneste holdepunkt er hendes evne til at tegne, der i flere omgange bliver hendes levevej. Historien om en ung pige, der udnyttes af varierende typer af forførere. Ved hver forliste drøm, er det Jolene, der trækker Sorteper, og hun må igen og igen starte på bar bund. Baseret på en novelle af E.L. Doctorow Jolene : a life.
Instruktøren Dan Ireland har tidligere instrueret Mrs. Palfrey at the Claremont, Passionada samt tv-serier. De genkendelige teemaer, om kærlighed, eventyrlyst og rodløshed, findes dog først og fremmest hos historiens forfatter E.L. Doctorow, der også er ophav til Billy Bathgate og Ragtime.
Jolene er en fin fortælling om en rodløs kvindes skæbne i en barsk verden. Filmen bæres i høj grad af hovedrolleindehaveren, den charmerende Jessica Chastain, og den spændende fortælling.