Jeg tør nok vove et øje og kalde denne lille bog en klassiker nu, men derudover er den til læsere af spirituelle bøger, af fantastiske fortællinger og måske dyrefabler.
Bogen om Jonathan havmåge kom 1. gang på dansk i 1973. Han er utilpasset og vil ikke rette sig efter krav og gøre "det man gør", slås om muggent brød og skrige og skråle og blive på land, når det er tåge eller mørkt. Nej, han vil finpudse det, han er bedst til: at flyve. Gruppepresset får Jonathan udstødt, og han lever alene men dog et godt og langt liv, han lever sin drøm så langt ud, som han formår. Så strejfer vi fra min synsvinkel kristusmotivet: Jonathan bliver "hentet hjem" af to "mågeengle", lysende hvide perfekte flyvere. Jonathan kommer (måske!) i mågehimlen, perfektionerer sin flyvning og får muligheden for at vende tilbage og vejlede nye flyvere. Her får han sin nærmeste discipel, Fletcher, uddannet til at føre troen på frihed og flyvningens kunst videre. Holder historien så 39 år efter? Ja, det synes jeg, også båret af Henrik Nordbrandts lette og ubesværede fordanskning. Det er stadig en dejlig og romantisk fortælling om at turde tro på sig selv, sin drøm og sin kunnen, og ikke lade sig presse af fordomme. De gråsorte og stemningsmættede mågefotos har også stået distancen.
Siden har den fantastiske genre udviklet sig i mange retninger. I hver sin ende kan Gaarder og James Redfield nævnes. Den nye udgave er lidt mindre og mere beskeden end de forrige.
Jonathan er klar til at møde nye generationer.