Smuk oplevelsesbog for børn fra 8-9 år, selvlæsning fra 12 år, med 34 flotte billeder som hovedattraktion præsenteret i 34 opslag hvor billedet i hvert opslag fylder halvanden side, derudover ca. en halv spalte tekst. Der er også en titel på hvert opslag, kort billedtekst og en tegning farvelagt med akvarel, som regel portræt af barn eller ung fra det pågældende land, samt et lille kort der angiver hvor på verdenskortet vi er. Bogens, tynde og egentlig unødvendige, ramme er et opslag om fotografens gudbarn, der i bogens første opslag fortæller om sin gudfars rejser, og opslag om hvordan billederne er taget. De 34 billeder er velfotograferede og flot beskårne med f.eks. røde ibiser over deltaet (Venezuela), den hvide hest ved Uffington (England) og bomuldsballer (Elfenbenskysten). Billederne er taget fra luften i helikopter, men ikke højere oppe end man tydeligt kan se f.eks. mennesker. Billederne fokuserer på det æstetiske, og teksten fremhæver det poetiske, men også det beskrivende. Teksten er ikke speciel let, men nuanceret og afvekslende. Flot forside med dromedar karavane i Mauritanien, bagsidetekst præsenterer "verdensfotografen" og hans bog for voksne Jorden set fra himmelen, som optages samtidig med denne.