Bogen henvender sig til især mandlige læsere af kulørte spændingsromaner. Der er desværre "kun" lovprisninger af forfatteren på bagsiden, men omtalen af handlingen på inderflappen burde kunne sælge bogen til målgruppen. Forsiden burde også gøre de fleste lånere nysgerrige.
En ældgammel virus dukker atter op og truer med at udrydde alt liv på Jorden. Den hemmelige amerikanske efterretningsorganisation Sigma kæmper imod den internationale terrororganisation kaldet Logen om først at finde en kur. Sigma ønsker kuren for at kunne bekæmpe virusudbruddet, mens Logen ønsker kuren for uden egen risiko at kunne anvende virussen i sin terrorvirksomhed. Bogen har simpelthen alt: Der er kannibaler, moderne pirater, kidnapninger, mord, gåder á la Da Vinci mysteriet, dobbeltagenter, forræderi, ældgamle templer og særdeles velorganiserede terrorister.
Dette er James Rollins første bog på dansk, men ikke hans første om Sigma-organistationen. Selv om der i bogen bliver henvist til tidligere episoder, kan man dog sagtens begynde med Judasstammen. Bogen er en meget kulørt spændingsroman, der er godt skrevet, og stilmæssigt minder om Ian Flemings bøger om James Bond, Clive Cusslers bøger om Dirk Pitt og til dels Dan Browns romaner, selvom der er en del mere action og flere eksplosioner i Judasstammen end i sidstnævntes bøger.
Judasstammen er en kulørt og spændende bog, der er velskrevet og holder fast i læseren, indtil den er læst færdig. Forudsat at læseren er til spændingsromaner, der ikke er bange for at overskride grænsen for det strengt realistiske.