For læsere af spændende og velskrevne bøger samt økologi-bekymrede, der vil have deres værste anelser bekræftet.
Norske Nygårdshaug har skrevet en del. På dansk har vi Provst Gotvins geometri fra 1999 og Mengele zoo fra 2010 (originaludgave 1989). I en meget nær fremtid har FNs klimapanel oprettet forskellige forskningscentre, der skal finde måder at redde verden på. Dybt inde i Congos regnskov ligger CORAC, der er befolket med nogle af de ypperste videnskabsmænd og -kvinder indenfor mange fagområder. En alfahan i en nært levende gorillaflok ændrer pludselig adfærd og må aflives. Den viser sig at have en ny dødelig virus, som alle kræfter sættes ind på at forklare og måske finde modgift mod. Virusen udgør både en trussel mod verden og mod sammenholdet i forskerenklaven. Forfatteren er meget godt inde i sit stof og tegner et overordenligt pessimistisk billede af især menneskehedens fremtid, men han gør det overbevisende og velskrevet.
Øko-temaet er det samme som i Mengele zoo og ellers appellerer nordmanden til fx læsere af John le Carrés og Michael Crichtons økothrillere.
En dyster, men fremragende bog om vor skrøbelige klode og menneskehed.