Alf Prøysen har fået mange titler oversat til dansk. Nu også denne tekst, der udkom første gang i 1959. Kjell Midthun, der har illustreret Anne B. Ragde: Ved du hvad de voksne laver, mens du sover? 1989, har lavet illustrationerne til billedbogen i 1995. De er tegnet i en enkel, traditionel streg, der harmonerer godt med teksten, uden at føje noget nyt til den. De udfylder siden, ofte hele opslaget. Uden mange detaljer viser de musene i deres hule, hvor der bages på gammeldags komfur, juleforberedes og holdes juleaften. Der er en hyggelig og rar atmosfære over både illustrationer og tekst. Teksten, der er anbragt på illustrationerne, er på rimede vers, der kan synges på den iørefaldende melodi. De 2 sidste linier gentages i hvert vers. Noderne er trykt på sidste opslag. Det er melodistemmen, uden basnoder eller becifringer. Uden drama og i en hyggelig juleatmosfære fortælles, hvordan musefamilien, der består af mor, far, 4 musebørn og mormor, forbereder og fejrer julen. Når man har lært melodien, vil børn fra 3 år hygge sig med at synge bogen. Læses den op, vil en del børn nok finde den lidt tam. En ganske ufarlig julebagatel.