Med denne bog afslutter Marie Helleberg sin trilogi om Julie, der startede med Julie, Fregneren og Sukkerhitler (00/22) og fortsatte med Julie i privaten (01/01). Som de to foregående er også denne bog velskrevet, og på humoristisk vis får vi et fint tidsbillede. Vi skriver nu 1970. Julies forældre er "ikke" skilt, men Julie bor sammen med sin far, mens moderen er flyttet i kollektiv. Igen skal Julie skifte skole, fordi især hendes mor synes "Privaten" er for gammeldags. Julie er ked af det, men det hjælper, da hun bliver ven med sidemanden Finn, som for tredje gang skal gå i fjerde klasse. Han føler sig voksen og viser Julie en helt ny verden med beatmusik og tjald, og han lærer hende at slå plat og stjæle. Julie er fascineret og nyder, at Finn har tid til hende. Det har forældrene - især moderen - nemlig ikke, og det stærkeste tema i bogen er efter min mening: at være overset og blive overfladisk behandlet af dem, man allerhelst vil være sammen med i et tæt og kærligt fællesskab. Beskrivelsen af venskabet mellem de to børn er rørende og barokt. Imidlertid sættes der en stopper for deres kreative påfund. Julie skifter skole, og når hun savner Finn, kigger hun på sin rude, hvor hun har skrevet "Julie ælsker Finn". Elever på mellemtrinnet vil "ælske" bogen.