Jungledyret Hugo er tilbage i junglen, og hans veninde, ræveungen Rita, er fulgt med. Her møder han sine gamle venner, og hun får nye, og det lykkes oven i købet Hugo at narre den lumske jaguar, så han holder op med at plage dem. Men to skumle fyre er på jagt efter indianernes guld, og de vil også gerne have fingrene i Hugo, så Rita og Hugo må tage flugten. Bogen er anden del af en planlagt trilogi, men den kan udmærket læses enkeltstående, især hvis man kender jungledyret Hugo i forvejen. Den iøjnefaldende forside viser en let genkendelig, farvestrålende tegning af Hugo og Rita. Selve bogen er illustreret med adskillige små og ret enkle s/h stregtegninger i tegnefilmsstil. Teksten er glad, dialogfyldt og mundret, og med sine kapitler, de kendte figurer og handlingens mange, men overskuelige, spændingsmomenter er bogen som skabt til oplæsning. Hugo har en stor fanskare, der især kender ham fra tegnefilmene, og de vil bestemt ikke føle sig snydt med denne hyggelige bog, der henvender sig til børn fra ca. 5 år.