Der er masser af spændende kål at gå ombord i, og er man sæsonspisende og miljøbevist, er Anemette Olesens kogebog den eneste på markedet kun om det.
AO har skrevet en række bøger om have, natur, urter og mad. Kålkogebogen, som udkom første gang i 1988, har her fået undertitlen : "Der skal kål på bordet igen". For selvom det ikke altid er til at blive klog på sundt og usundt, synes der at være konsensus om kålens fine egenskaber, også som kræftforebyggende. Bogen præsenterer 14 kåltyper: blomkål, broccoli, glaskål, grønkål, hvidkål, kinakål, kålrabi, majroe, pak-choi, rosenkål, rødkål, savojkål, spidskål og strandkål. De nyeste kåltyper er ikke med. Efter hver præsentation en række opskrifter på supper, forretter, frokostretter og middagsretter. Lette at gå til, og mange af dem af den traditionelle slags. Få sort/hvide illustrationer, der er ingen billeder til opskrifterne. Forsiden som 3. udgave.
Bogen er 4. udgave, samme titel og stort set samme indhold som AOs kålkogebog fra 1988. Sammenlignet med 3. udgave fra 2008 er formatet 1/2 gang større og teksten (her i 2 spalter) tydeligere. Kål indgår i de fleste kogebøger, men ingen andre handler kun om det.
Kålkogebogen inspirerer med sit uprætentiøse layout ikke til at sætte kål på menuen. Men er beslutningen taget, er der både facts om sorterne og opskrifter med alle gængse kåltyper. Har man tidligere udgaver (if. lektørudtalelsen på 3. udgave gælder det også tidligere udgave), er der ingen grund til udskiftning.