Bogen udkom første gang i 1979 i anledning af hundredeåret for Knud Rasmussens fødsel og genudgives nu. Redaktøren Bergit Forchhammer er svigerdatter til Ellen Forchhammer, dengang Hallas (1884-1951), og bogen består af breve fra Knud Rasmussen til Ellen, Ellen Hallas' dagbøger, "de små blå", som hun sendte til ham på Grønland som en hilsen hjemmefra, samt hendes sammenkædende notater om tiden, begivenhederne og vennekredsene dengang. Redaktørens tekster i de forbindende afsnit er nu gennemskrevet, og der er tilføjet nogle kapitler om de forskellige tilholdssteder i København for kredsen af yngre venner omkring Knud Rasmussen i 1905 og ca. 10 år frem, ligesom der er flere fotos af personerne. Der afsluttes som i 1. udgaven med registre over personerne i de forskellige vennegrupper på de forskellige lokaliteter, her lidt udvidet. Bogen fortæller en kærlighedshistorie, og også om et tæt kammeratskab og en udveksling af tanker mellem to sjælsforbundne, nære venner, samt om livet i København dengang for en flok unge studerende. Bogen er central til at kunne fastholde en periode i Knud Rasmussens liv og et ungt københavnsk miljø i en bestemt periode.