Jørgen Gustava Brandt er ikke de korte og præcise formuleringers digter. Selv om en del af digtene i hans nye samling tager udgangspunkt i en konkret sansning eller situation, forsvinder mange sætninger mellem fingrene på læseren, fordi de prioriterer antydningen og tilnærmelsen frem for udsagnet: "Se hvordan det sammenbragte lever/ i kraft af dine indbildninger/ der svarer til nærhedens højeste udtryk", hedder det fx i digtet "Forestilling om opbrud". I erindringsbilledet "Til en indfødt" sætter Gustava Brandt ligefrem ord på sine præferencer, heriblandt de digteriske: "Vores tilbøjelighed for labyrinten. Det snoede. Stræderne. Det skæve. Den brudte linje. De store spiraler." Teksternes kredsende cirkelbevægelser om indholdets kerne giver sig udslag i en række digte, hvor de mange ord ind imellem slører læserens udsyn til det poetiske univers. Men Gustava Brandt er ikke overalt lige svær at fastholde. "en em af grøde/ trækker et slør over marken/ fra plovfurernes violette mørke/ høres allikernes knitrende snak" lyder et par af de enkle og smukke formuleringer i digtet "Vintervår". Her taler den modne digter med erfaringens selvfølgelighed.