Kan du fløjte, Sofie

Oplæsningshistorien, der mest henvender sig til årgangene lige inden og omkring skolestarten, viser med en ugenert, charmerende holdning hvordan der er ensomme i alle aldre, og hvordanensomheden kan overvindes, når nogen tør bryde grænser og gøre det uventede. I et lunt, underspillet sprog, der helt usentimentalt lægges i munden på den lille Ulf, fortælles med korte,karakteriserende dialoger om to 6-7 års drenges korte venskab med gamle Nils fra plejehjemmet. De naivistiske illustrationer optager halvdelen af bogen. De viser begivenhederne og understregerglæden og humoren i historien med pudsige detaljer. Og så tilføjer de fine stemninger ved at være udført med mere omhu i farvelægning end i figurtegning og komposition, der er næsten demonstrativtpå tværs af alle regler om 'pænhed'. Ulf har en morfar. Det betyder penge og kaffe og lagkage. Han skaffer sin morfarløse ven, Berra samme muligheder ved at gå hen på plejehjemmet og finde en egnetmand. Det viser sig, at det ikke baregiver penge og kaffe, men også nye muligheder for både spændende, overraskende og også sørgelige oplevelser. Manden - som Nils konsekvent kaldes bogen igennem- når også at få glade oplevelser og gøre ting, han havde opgivet håbet om.

Read the full assessment

Ulf Starks personer handler ofte efter en hjertets anarkistiske logik for at overleve verdens almindelige kaos. Derved forskubbes opfattelsen af, hvad der er absurd og hvad der er meningsfyldti omverdenen. På samme måde er der på det æstetiske plan en forskydning af værdierne i Anna Höglunds billeder. Det ses både i dette og det tidligere samarbejde med Ulf Stark, Jaguaren. I deresteknisk barnligt ubehjælpsomme streg ligner de ikke kønt realistiske billeder, men de er særdeles bevidste og effektive i forhold til teksten. Både handlings- og stemningsmæssigt spiller de smuktsammen med den dejlige, livsbekræftende og sørgelige tekst. Drengen Ulf har en morfar, og da hans ven Berra ser alle de fordele, det indebærer, vil han også have sådan en. Med det formål opsøger dedet lokale plejehjem. Ved tilfældighedernes spil finder de virkelig en ensom, gammel mand, Nils, der med glæde går ind i rollen som morfar. Sammen oplever de mange skægge ting, og både, Nils, ogBerra spiller deresroller med så meget liv og sjæl, at forholdet får samme følelsesmæssige valør som et 'ægte' morfar/barnebam-forhold. Så det er sørgeligt, men ikke knugende for både Berra oglæseren da, Nils til sidst dør. »Vi havde det i al fald sjovt«, trøster Berra sig og går ud for at flyve med den drage, Nils har lavet til ham. Oplæsning fra 5 år.

Read the full assessment