Et par private opdagere kommer i deres søgen efter en forsvundet mand på sporet af ikke bare en seriemorder, men en kannibal. Læsning med chokeffekt for hårdføre læsere, der søger spektakulær spænding.
Romandebut og 1.del af en ny serie med makkerparret og barndomsvennerne Gabriel Hoffman og Mikael Conradsen - kaldet ærkeenglene - i centrum. Gabriel har en lille virksomhed, hvor han med ufine metoder opsporer forsvundne danskere. Vennen er tidligere politiefterforsker og hjælper til med en sag om en forsvunden lærer. Parallelt med skildringen af deres eftersøgning er der lommer, hvor man kommer ind i hovedet på den sindssyge morder og kannibal.
Effektiv spænding med fart over det brogede felt, ikke mindst fordi romanen vil fortælle så meget ud over plottet. Vi hører om barndomsvenskabet, familieproblematikker, Gabriels ægteskab, alkoholforbrug m.m. Med kannibaltemaet er der afsnit, som i sagens natur er ubehagelig læsning - bl.a. når man inddrages i kannibalens tanker og madopskrifter med menneskekød. Opklaringsarbejdet er spektakulært og nok lidt usandsynligt, men den brogede ramasjang er gennemstrømmet af skrivebegejstring. Skrivehåndværket er ligetil og i orden.
Kannibalisme som element i spændingslitteraturen kendes fx fra Hannibal Dette danske bud når dog ikke samme dybde i forhold til den psykologiske profil og det isnende plot.