Ny serie letlæste fagbøger opdelt i fire niveauer startende med "før-læsere" fra ca. 4 år til sikre læsere på ca. 10 år. Nærværende bog er henvendt til de 7-9-årige og er en umiddelbart appellerende lille bog om menneskets første entre på månen. Den letflydende tekst indeholder en del fagtekniske udtryk og fremmedartede navne og det vil nok fortrinsvis være børn fra 8 år, der vil have glæde af bogen. Teksten er fint bearbejdet læseteknisk med korte sætninger, orddelinger og en stor, klar typografi. Alle opslag suppleres med flotte farvefotos, illustrative tegninger og der er små bokse med uddybende forklaringer. Selve den spændende begivenhed formidles i et levende sprog, der giver indtryk af en her-og-nu-oplevelse af den bestemt ikke ufarlige første rejse til månen. Vi følger begivenheder og personerne ret tæt og får undervejs flettet nogle historiske og tekniske data ind på en levende og engagerende måde. Et godt bud på en letlæst fagbog for mellemgruppen om et stadig populært emne. Per Østergaards Rumfart (1995) i serien De små fagbøger henvender sig til samme målgruppe, men er bredere i sit sigte.