Tag med Karen og hendes far og hunden Dino på kanotur i vildmarken i 45 dage. Kan læses højt til børn fra 3 år.
Forfatter Erik B. Jørgensen tog i 2012 med sin datter Karen på 3 1/2 år og deres hund Dino på kanotur i vildmarken i 45 dage. Historien er fortalt ud fra Karens perspektiv. Det hun gør og ser på den lange tur er beskrevet, så læseren får alle Karens oplevelser. Teksten står i hvide tekstbokse med en tegnet og farvet illustration som baggrund. De sidste 7 sider viser farvefotos fra turen. Erik B. Jørgensen har udgivet 4 fagbøger til voksne om ture i naturen bl.a. Danmark rundt i kajak og i starten af 2018 kommer voksenbogen om rejsen med Karen og Dino i vildmarken, som denne børnebog er baseret på.
En udmærket lille personlig beretning om far og datters oplevelser i vildmarken i Finland. Meget simple stregtegninger i kraftige farver med en enkel opsætning. Sproget er beskrivende med en alvidende fortællers blik.
Tidligere er kommet Kanoturen, om den 6-årige Terje og hans far på kanotur i den nordnorske vildmark. Ellers findes der ikke andre titler for samme alder om vildmarksture med faktuelt indhold.