Books / fiction for children

Kasper kommer på hospitalet


Description


Billedbog. Kasper gynger højt, meget højt og springer af i farten. Da han slår hovedet kommer han på hospitalet, hvor han bliver grundigt undersøgt. Han får også en masse rare besøg.

Reviews (2)


The libraries' assessment

d. 23. Sep. 1996

By

By

Merete Dael

d. 23. Sep. 1996

Små og store Kasper og Sofie fans kan glæde sig over tre nye bøger i serien om de to 5-årige venner. Sofie får en overraskelse, for morfar har fået en veninde. Mens Sofies mor har svært ved at forholde sig til det, glæder Sofie sig til at blive hentet af morfaren og kæresten i børnehaven. I Kasper kommer på hospitalet slår Kasper sit hovede efter et styrt fra en gynge i børnehaven. På hospitalet slipper han heldigvis med at få syet en flænge og nyder at få besøg af familien og Sofie og hendes morfar. Ingen af de to børn har mistet lysten til at gynge. I den tredie bog er børnehaven på besøg på en bondgård. Børnene leger og kæler hele dagen med dyrene, og Kasper er overbevist om, at han skal være bondemand, når han bliver stor. De tre bøger handler også om, hvor dejligt, og til tider brydsomt, et venskab kan være. Til sammen giver de et kalejdoskopisk og stemningsmættet indtryk af de to norske børns daglige univers, som efterhånden udgør en række på 14 afrundede historier og oplevelser - i en tryg og glad atmosfære. De velkendte farvelagte illustrationer harmonerer glimrende med den veloplagte tekst, som taler direkte til de yngste læsere.


The libraries' assessment

d. 7. Dec. 2009

By

By

Ulla Møller

d. 7. Dec. 2009

Fire hverdagsfortællinger for de 3-5-årige, der kan spejle deres egne oplevelser i vennerne Kasper og Sofies. De tidligere titler i serien er ofte placeret blandt pegebøgerne, hvor de ikke hører hjemme.

De første bøger om Kasper og Sofie udkom i hjemlandet Norge, hvor hovedpersonerne hedder Karsten og Petra fra midten af 90érne og en halv snes år fremefter. Flere blev oversat til dansk på det tidspunkt, mens andre nu udkommer første gang på dansk. Det gælder tre af disse titler, mens Kasper kommer på hospitalet blev oversat første gang i 1996. Kasper og Sofie får nye cykler og Kasper og Sofie lærer at svømme adskiller sig fra de kendte titler ved en lysere farveholdning i illustrationerne. Alle fire bøger handler om begivenheder og oplevelser, der er skelsættende for aldersgruppen. Et uheld med efterfølgende hospitalsophold, en sommerdag med den første svømmeundervisning, den første cykel og at blive hundeejer.

Emnevalg og stemning i bøgerne minder på mange måder om tyske Liane Schneiders bøger om Laura. Bøgerne om Kasper og Sofie har deres egen charme, og anvendeligheden er bevist af, at de få eksemplarer af tidligere udgivelser, der er tilbage på biblioteket, er slidt i laser.

Et gensyn med en populær serie, der nok bærer præg at det snart er 20 år siden, de første titler udkom, men som alligevel stadig rummer gode identifikationsmuligheder for Kasper og Sofies jævnaldrende.