Ny flot fagbilledbog om det moderne Grønland, som det kan opleves i dag. Der er brugt ganske få fotos fra den gamle udgave, men ellers er det en helt nyskrevet og -fotograferet bog i stort format. Vi følger en grønlandsk pige, som fortæller om sit land. Der er lagt stor vægt på, at vi, læserne, lærer de grønlandske udtryk, som bruges overalt nu. Kalaalit Nunaat er et land, hvor fortid og nutid lever side om side. Her er moderne teknik, bygninger, transport og industri, men også gamle traditioner, hundeslæder, nationaldragter og det svære sprog. I korte kapitler fortælles om forskellige egne, fra den store by til det lille samfund. Der fortælles også om landets historie, fiskeri og industri, skolegang og videreuddannelse samt om den splittelse mellem at være grønlænder eller dansker, som mange både ældre og unge grønlændere føler. Bogen er velegnet både til oplæsning for børn fra ca. 6 år og til supplerende læsning for lidt større børn. Sproget er enkelt, omend lidt tørt, og det virker lidt kunstigt at lade en 10-11årig pige fortælle det omfattende stof. Men alt i alt en god og flot bog, som udfylder et hul blandt fagbilledbøgerne.