Books / fiction for children / dyrefortællinger

Ketty midt i natten


Description


Billedbog. Katten Ketty sejler i sin potte midt i det forurenede Kattegat. Hun vil fange en fisk til at spise, men hun får en hat, en sko med en sok og en lampeskærm på krogen.

Reviews (1)


The libraries' assessment

d. 22. July 2009

By

By

Else Lerche

d. 22. July 2009

Billedbogen er en nonsenslignende historie, der vil underholde de 4-7-årige. Vil man snakke om forurening, kan den også bruges til det.

Lotta Geffenblad kendes fra de to bøger om Anton. Ketty er en lille hvid kat. Sulten og sejlende i sin potte i et meget forurenet Kattegat, fisker hun efter mad. På krogen får hun en laset hat, en sko med sok og en lampeskærm. Det bliver til en lampefigur, der får liv og hjælper hende med at fange en fisk. Teksten er verssat uden at være rimet og rytmisk. Det stramme sprog er levende og godt at læse højt. Den legende, nonsensagtige historie folder sig virkelig ud i illustrationerne. De er malet i en teknik, der minder om airbrush. De er fascinerende collager, hvor grundtonen nok er mørk, men stærke farver lyser effektfuldt op. Illustrationerne udfylder hele siden eller dele af den. Forsiden af den fiskende kat giver en smagsprøve på bogens illustrationer, bagsiden løfter lidt af sløret for handlingen.

Der findes en del billedbøger om at få en ven, og nogle om forurening. Bedømte bog har dog sit eget legende særpræg.

Tekst og illustrationer fungerer fint sammen. Der er mange små og sjove detaljer i illustrationerne, der er fyldt med sære ting, fx dåser, møbler, mus, snegle og flyvende, skrællede bananer. Man kan læse den nonsenslignende historie for underholdningens skyld, men den kan også bruges til at tale om venskab og om forurening.