Kulturel intelligens er et nyt begreb inden for management-litteraturen, og det er defineret som evnen til at gøre sig forståelig og skabe resultater på tværs af kulturforskelle. Begrebet er beslægtet med organisationskultur, interkulturel komminikation og H. Gardners intelligensbegreber. Der er i bogen lagt op til en mere kompleks kulturforståelse, hvor kultur bliver set som en proces i følgende sammenhænge: faglige kulturforskelle, kulturelle dimensioner af fusioner, tværnationale samarbejdsrelationer og etniske forskelle i Danmark. Endelig er der et afsluttende kapitel om, hvordan man udvikler kulturel intelligens. Det er spændende læsning med nye vinkler på, hvordan organisationen professionelt kan udvikle sig, skabe innovation, motivation og læring, så det matcher omverdenens kompleksitet. De konkrete problemstillinger ses i form af case-stories. Der er ideer, metoder og modeller, der umiddelbart kan anvendes i praksis, til udvikling af kulturel intelligens i organisationen som en integreret del af læringspocesserne. Bogen udfylder et hul i den danske managementlitteratur. Den er let at læse, og teorierne kan forholdsvis enkelt omsættes i hverdagens praksis, ikke mindst fordi forfatterne alle har erfaringer inden for undervisnings- og konsulentarbejde. For alle, der arbejder med kommunikation, innovation, fusioner og projekter både på nationalt og internationalt plan.