For læsere som interesserer sig for Kinas historie. Til opgavebrug fra og med folkeskolens ældste klasse.
2 forfattere, der sammen har skrevet flere bøger om historie, fx Introduktion til historie, skriver her en bog målrettet undervisningen i historie på gymnasiet. Bogen er i 2 dele. Første del er 6 kapitler, der kronologisk beskriver Kinas historie fra 1840 til 2010. Anden del udgøres af en tekstsamling, der beskriver tendenser og begivenheder i Kina i samme periode. Om målsætningen for bogen skriver de 2 forfattere i forordet bl.a.: "Vores ambition med bogen er dobbelt. Vi vil først og fremmest formidle et overblik over det historiske forløb fra europæernes indtrængen i og imperialistiske udbytning af Kina i midten af 1800-tallet frem til Folkerepublikkens internationale økonomiske ekspansion i det 21. århundrede." Eksempler fra bogens tekstsamling er fx "Den danske Kina-resolution på menneskerettighedsområdet" og "Mogens Lykketoft til kineserne om den danske velfærdsstat, 2005". Bogen er rigt illustreret og pædagogisk velfungerende.
En anden ny bog er Riget i midten: en introduktion til kinesisk kultur, der dog netop har vægt på det kulturhistoriske. Et andet forslag er Nils Thostrups Kina bag spejlet. Der findes andre mindre omfattende bøger om Kinas historie, men nærværende bog er et godt bud på en egentlig grundbog.
En savnet grundbog om Kinas nyere historie, der kan bruges på de fleste biblioteker.