Til dem der er interesseret i alternative behandlinger og især klangskåle og brugen af disse i behandlingsøjemed.
Forfatteren er en dansk alternativ behandler og uddannet klangmassør. Det er en lille bog som er tænkt som et opslagsværk, som i korte enkle kapitler fortæller om klangskåle og hvordan man bruger dem til at genoprette ubalancer i kroppen. Klangskålene stammer fra den buddhistiske kultur fra Tibet, og de blev oprindelig brugt som offerskåle. Forfatteren mener, at en skadet krop, stress og uro kan fjernes/afhjælpes med klangmassage. Han mener det er den blideste terapiform, der findes, fordi man kun anvender klange og vibrationer, og som udgangspunkt ikke rører ved klienten, eller den man ønsker at hjælpe. Bogen har mange sort/hvide billeder, der med kort tekst beskriver, hvordan man kan placere skålene m.m. Forfatteren gør meget ud af at beskrive succesoplevelser med klangskåle på mennesker, ældre, børnehavebørn, heste, hunde og til døende på hospice m.m.
Der er ikke udgivet andet litteratur om emnet på dansk.
Jeg får et fint indtryk af, at klangmassage er en blid behandlingsform. Jeg synes dog, der er for meget beskrivelse (for meget til min smag) af hvad de forskellige klienter har fået ud af behandlingen. Da forfatteren jo er uddannet terapeut, kunne jeg personligt godt have tænkt mig at læse lidt mere om det terapeutiske fokus, og hvordan han arbejder med det.