Det kom helt tilpas, da man for nogle måneder siden gav årets nobelpris i litteratur til mexicaneren Octavio Paz, gennem snart en menneskealder det latinamerikanske kontinents andet jeg, der ipoesi og essayistik har prøvet at finde det latinamerikanske og ikke mindst det mexicanske menneske. En betydelig opgave i en så splittet og rådvild nation. I dette oversatte digt af Paz er vi nubag frakken på digteren, inde bag huden, ja langt inde i den surreelle sfære. Digtet, der er udgivet på originalsproget i 1975, rummer i kondenseret form digterens livserkendelse, blevet til somunder en rejse, ved et møde med fænomenerne, landskaberne, elementerne og billederne. Et stærkt virkende, smukt digt som Peer Sibast har haft held til at oversætte til spændstigt dansk. Nødvendiglæsning for læsere af moderne lyrik. Mere tak.