Insektet knæleren, der er et rovdyr, og som for den uindviede kan ligne en græshoppe, får her sin helt egen håndbog. Den vil i mange år være grundbogen for dem, der vil holde dette eksotiske insekt som kæledyr. Forfatteren har tidligere skrevet Eksotiske insekter, 2004, hvor knælere beskrives i et kapitel på 46 sider, mens resten af den over 300 sider bog er om en række af de andre små kæledyr. På baggrund af dette og forfatterens øvrige erfaringer må emnet siges at være i de bedste hænder, og det formidles engageret, vidende og levende. I forhold til kapitlet om knælere er teksten helt nyskrevet og tilføjet yderligere arter og oplysninger. Samtidig er de mange farvefotografier også fornyet og er blevet endnu bedre og skarpere. Efter generelle afsnit om dyrenes korte liv og pasningsbehov berettes om de forskellige arters særlige biologi samt om avl af dem med gode råd til begyndere. Et underholdende afsnit om myter, overtro og andet om knælere afslutter bogen. Målgruppen er voksne, der er interesserede i insektkæledyr, og da det er nogle på én gang både grimme og fascinerende insekter, vil der sikkert også være en gruppe interesserede til denne specielle insektart i betragtning af de mange ønsker om specielle kæledyr.