Knastørre digte

Med titlen som billede knaser det rigtigt godt og dejligt mellem tænderne, når man "indtager" Rifbjergs nye digtsamling. Og det er efter min mening en af ideerne med al god poesi, at den skal få dig til at stoppe op og måske endda tænke selv. Mere end 40 digte med bid i. I flere af digtene er der fokus på de nære ting, hverdagens trummerum og den iboende magi. Som i det første digt hvor "Der er en særlig dragning/Mod stedet hvor ingenting sker og/To fliser møder hinanden og et trin går op…" Eller i mødet med naturen: "Der både er og var så dejligt ude på landet/Solen op, månen ned eller omvendt alt/Efter behov”. Men midt ude i naturen i samme digt indhenter den grumme virkelighed digteren, da en anden betragter og vandrer i naturen "skyder sig en kugle for panden". For idyllen varer ikke ved. Vi er alle omringet af ulykke og død, og alle savner nok indimellem forløsende humor: "Der skal flere dødsfald til/Flere operationer/Mere terror!/Et kongerige for en vittighed." Og hvad kan vi så gøre, en mulighed er som i sidste digt, hvor Rifbjerg skriver: "Slå flint!/Hvis gnisten falder heldigt/Brænder bålet./Slå flint!/og hvis det hele kikser/var der gnisten/Som stinker tørt og/Fucking godt./Slå flint." Se, det synes jeg er et godt råd. Dejlig digtsamling.

Read the full assessment