En smuk kvinde med punch i handsken portrætteres i denne biografi, som et resultat af journalisten Mette Bachers mange samtaler med Danmarks eneste kvindelige professionelle bokser, der på trods af flere skader stadig er ubesejret og allerede har en flot rekordliste på 11 sejre, hvoraf ikke mindre end 6 er på knock out. Ellers er det ikke et laurbærkranset liv der skildres, Anita vokser op som en sej lille, ofte ensom, drengepige, der ikke leger med dukker, elsker dyr, får nederlag i skolen og angstneurose som teenager. Anita nævner selv flere gange i bogen, at hun er en person som har behov for at kunne kontrollere tingene, en kontrol hun bruger i sin boksning og når hun altid uden røg og druk fester med vennerne. Drengepige, men også en køn kvinde, der løber med trofæet som "Randerspigen" 1991, gør karriere i tøjbranchen og i dag er boksende butikschef, der endog har sin "eneste ene" Nikolaj i sit hjørne efter kærlighedens op- og nedture, men som trods langvarige skader aldrig slipper drømmen om det verdensmesterskab. Bogen er i en fortællende lidt naiv stil, man kan ønske lidt mere bearbejdning af selve teksten, men det er en ærlig biografi á la "virkelighedens verden" om en ung kvinde, der er noget helt for sig selv.